
Det kan være meget hæmmende, hvis du oplever problemer med at trække vejret gennem næsen. Det kan forringe livskvaliteten, og det kan være med til at sætte begrænsninger for dig i hverdagen. Det kan være alt fra at dyrke sport, til blot daglige aktiviteter, som at handle, gå op trappe og lignende, som kan være besværligt, hvis du ikke kan trække vejret på optimal vis. Der kan være flere årsager til, hvorfor det er besværligt for dig at trække vejret gennem næsen. En af årsagerne kan være en skæv næseskillevæg.
Hvad er skæv næseskillevæg
En næseskillevæg er det stykke, som deler næsehulen i din næse i to lige store dele. Hvis næseskillevæggen af den ene eller anden årsag er skæv, kaldes det for skæv næseskillevæg, og det er dét, som kan medføre vejrtrækningsbesvær. Næseskillevæggen vil vokse i takt med, at du bliver større, og i nogle tilfælde kan brusken vokse således, at der opstår en forsnævring i enten et eller begge næsebor.
En anden årsag til skæv næseskillevæg er slag mod næsen. Det kan være i forbindelse med sport, trafikuheld eller andre uheldige omstændiger. Det er ikke sikkert, at en skæv næseskillevæg kan ses uden på næsen. Mange har en smule skævhed i næseskillevæggen, men det er først, hvis det hæmmer luftpassagen i et eller begge næsebor, at det er et problem.
Hvad gør man ved det?
Heldigvis kan du gøre noget ved problemet. Du kan få foretaget en operation, som vil korrigere næseskillevæggen, således at den ikke længere blokerer for luftvejene. En operation foregår gennem næseborene, så du slipper for synlige ar. Operationen foregår under bedøvelse, og du vil som regel højst være indlagt i et enkelt døgn, mens langt de fleste kan tage hjem og sove samme dag.
Hvad sker der bagefter
Der vil blive fulgt op på operationen i et ambulatorium efter 1-2 uger. Det er normalt at opleve smerter efter operationen, og du kan med fordel tage smertestillende for at dæmpe ubehaget. I starten kan det ligeledes bløde fra næsen, og du vil opleve, at vejrtrækningen ikke er blevet bedre. Men dag efter dag vil du opleve at det bliver bedre, og at det gør mindre ondt, mens næsen heler. Det anbefales ikke, at du pudser næse i den efterfølgende tid, og det er en god idé at skylle næsen med saltvand. Ligeledes bør du holde dig i ro samt være opmærksom på feber, tiltagende smerter, stærk hovedpine og stor blødning fra næsen. I sådanne tilfælde bør du opsøge lægen. Du vil generelt set skulle følge de anvisninger, du får fra det sted, du bliver opereret.